Arp Atelier
I landsbyen Bjerager nær Odder har kunstner Lone Arp sit galleri og atelier. Her har du mulighed for at se og købe hendes smukke værker af billedkunst, vægkunst og skulpturer.
Æstetik i øjenhøjde
I den idylliske landsby Bjerager har Lone Arp indrettet et atelier, hvor hun udstiller sine malerier, skulpturer og relieffer. I en svalegang mellem to længer i det sorte, arkitekttegnede hus, som nærmest i sig selv falder kunstnerisk ind i den gamle landsby, kan du besøge galleriet på åbne udstillingsdag eller efter aftale - måske er du heldig at se kunstneren i aktion, mens værkerne bliver til.
Sanselighed og forskellige udtryksformer
Lone Arp arbejder med mange materialer, men med en hovedvægt af malerier, vægrelieffer og skulpturer. En gennemgående linje i hendes kunst er et blidt udtryk med brug af bløde strøg og kurver. Værkerne er kendetegnet ved et smukt spil mellem farverne, som blandt andet opstår ved brugen af flere lag og et spil mellem lys og skygge. De abstrakte motiver har en organisk og levende karakter, som blandt andet trækker inspiration fra planter og blomster i naturen.
Dog er det kendetegnende for Lone Arp, at hun ikke bryder sig om at være låst fast til en bestemt stilart og disciplin. Selvom der er en klar, genkendelig Arp’sk linje i værkerne, er der også en del visuel variation, der gør, at de fleste vil kunne finde et værk, som falder i deres smag.
Åben efter aftale
Kontakt Lone Arp på forhånd på telefon eller mail, hvis du ønsker at besøge galleriet/atelieret. Det er oftest kun åbent efter aftale, men hold øje med Instagram, hvor Lone Arp offentliggør udstillinger og åbningstider. Hvis flaget er ude, er du velkommen til at kigge ind uden forudgående aftale.
Overnat hos Arp Atelier
Arp Atelier er indrettet i kunstnerens private hjem, hvor de desuden har valgt at starte et bed & bath. Her har du mulighed for at overnatte i et arkitekttegnet hus med stilrent design og gode faciliteter. Lige uden for døren venter den totale ro med udsigt over markerne i den fredelige landsby.
I Bjerager bør du desuden unde dig selv at besøge gårdbutikken Fru Møllers Mølleri med restaurant, bageri, slagter, ismejeri, friske grøntsager m.m.
En del af Kystlandets Art Map
Arp Atelier er en af mange interessante lokale kunstnere, som åbner døren for spændende kunstoplevelser. På denne side kan du hente kortet og få inspiration til gallerier, kunsthåndværkere og workshops i området.