Bjerre Mølle
I åbent landskab ved landsbyen Bjerre står en smuk og ganske særlig mølle. Den gamle mølle er nemlig den eneste danske mølle, som er dækket med tegl. Møllen fungerer i dag som museumsmølle med plancher, som fortæller om bygningens historie og funktion.
Smuk gammel mølle
Hvis du kommer kørende på Stenderupvej ved Bjerre, kan du ikke undgå at dreje hovedet og beskue den gamle mølle. Den er nemlig ganske iøjnefaldende i det flade, landbrugsprægede landskab.
Bjerre Mølle er en ottekantet hollandsk vindmølle, hvis træskelet er belagt med røde teglsten. Det er den eneste danske mølle, som er tegltækt. Den løgformede hat er beklædt med sort tagpap, hvilket står i fin kontrast til de røde teglsten. Den har 13,5 meter lange hvidmalede jalousivinger/klapvinger og en vindrose.
Bygningen ved siden af møllen blev opført i 1908 og skulle give motorkraft, så der også kunne males korn på vindstille dage.
Møllen er smukt renoveret af Bjerre Møllefond og står i dag lige så smukt som da den var ny.
Og ja – du må gerne kigge ind.
Besøg museumsudstillingen
Møllen er nemlig altid åben. Du kan parkere på den store grusparkeringsplads foran møllen, hvor der også er borde/bænkesæt. I er velkommen til at sidde her og nyde en medbragt kop kaffe eller picnic, mens i kigger på naboens græssende køer.
Inde i møllen bliver du mødt af fortællingen om Bjerre Mølles historie og funktion gennem plancher. Her kan du også, over to etager, kigge nærmere på mekanikken i sådan en hollandsk vindmølle.
Møllens historie
Bjerre Mølle blev opført i 1860, men blev først taget i brug i 1865. I 1908 blev den motordreven. Møllen var i drift frem til 1955. På den tid gjorde industrielle møller samt gårdmøller de hollandske møller mindre attraktive, og det var ikke længere rentabelt at drive den. Møllen var på den tid allerede slidt, og over de næste 20 år blev det kun værre. I 1974 dannedes Bjerre Møllefond, hvis fornemste opgave er at vedligeholde møllen. I 2019 blev møllen grundigt renoveret og vinger samt tegl skiftet. Det er i høj grad deres fortjeneste, at møllen fremstår som en smuk attraktion i dag.
I nærheden
Landsbyen Bjerre byder på en anden historisk attraktion, nemlig Bjerre Arrest, hvor det er muligt at få en rundvisning og høre den spændende historie om den gamle arrest fra 1846 og de interessante fortællinger om fanger, personale og henrettelser.
Ved Bjerre er der også spændende naturoplevelser. Ikke mindst den store Bjerre Skov og det imponerende udsigtspunkt Purhøj.
Flere historiske attraktioner
Kystlandet byder på mange spændende historiske attraktioner. Fra oldtid til industrihistorie. Fra museer til bygningsværker og attraktioner i naturen. På denne side kan du finde inspiration til historisk interessante oplevelser nær Horsens, Odder og Juelsminde.