Bjørnkærs Ruiner
I den smukke natur vest for Hou ligger et velbevaret voldsted, hvor der i middelalderen lå en fæstning. Borgruinen er den bedst bevarede af sin slags i lokalområdet, og et perfekt udflugtsmål til en vandretur i skoven.
Historie i smukke rammer
Cirka 2 kilometer vest for Hou, nær herregården Gersdorffslund, ligger Voldstedet Bjørnkær anonymt i udkanten af Vandmose Skov. Voldstedet er dækket af store løvtræer og takket være et stort plejearbejde fremstår området idyllisk og med offentlig adgang. Det bølgende landskab ved de små græsklædte bakker er et smukt syn, der bestemt er et besøg værd - og det bliver kun kønnere af de mange får, der græsser på voldstedet. Der er flere synlige rester fra borgen, og det er let at forestille sig, hvad der har udspillet sig på stedet i det blodige 1300-tal.
På udflugt i naturen
Fra Gersdorffslundsvej, ved herregården Gersdorffslund, går en grusvej, der fører ind mod skoven. Ved denne grusvej ligger en lille parkeringsplads. Ved parkeringspladsen er der skilte, der viser vej til Bjørnkær, cirka 500 meter væk.
Vandmose Skov er, som navnet antyder, tit sumpet i våde perioder. Derfor bør du overveje dit fodtøj, hvis du vil gå en tur i skoven.
Vi anbefaler, at du kombinerer turen til Bjørnkær med en vandring i den smukke Ravnskoven, der ligger 1 kilometer syd for Bjørnkær.
Find Bjørnkær og se ruter og attraktioner i nærheden på vores digitale kort (Google Maps).
Bjørnkærs historie
Borgen menes at være opført i løbet af 1200-tallet. Den blev indtaget og ødelagt i løbet af 1300-tallet for senere blive genopbygget. Borgen var i brug til engang sidst i 1400-tallet. Bjørnkær har formentlig været bolig for en stormand i 1300-tallet og i denne periode skulle der have boet omkring 50 mand på stedet samt selvfølgelig en masse husdyr i stalden.
Voldstedet består af to banker beskyttet af en dobbeltvold. Ved den østlige banke har der været et stort fæstningstårn bygget i granit og munkesten.
I daglig tale kaldes Bjørnkær for Marsk Stigs Borg i Hou-området, og det antages, at den adelige og senere kongemorddømte Marsk Stig, der er kendt fra folkeviser, har huseret på Bjørnkær i 1200-tallet.
Oplev de velbevarede fund på Odder Museum
Bjørnkær blev udgravet af Nationalmuseet i 1930-1935. I tårnets kælder fandt man en dyb brønd, der viste sig at indeholde flere unikke keramikstykker brugt til fremstilling af brændevin. De uvurderlige historiske klenodier, der går under navnet Bjørnkærsættet, kan opleves på Odder Museum sammen med flere andre historiske fund fra Bjørnkær.
Hvis du vil lære mere om Bjørnkær, kan du besøge Odder Museum eller se dette spændende tv-program fra serien Forsvundne Borge.
Har du mod på flere historiske oplevelser nær Odder?
Foruden voldstedet Bjørnkær har Odder Museum også udgravet et andet middelalderligt voldsted, nemlig voldstedet Kjærsgård, som ligger i nærheden af Hundslund. Læs om Kjærsgård og andre oldtidsminder her.