Brandbygegaard
I idylliske landlige omgivelser nær Horsens Fjord ligger gården Brandbygegaard, hvor Lone Landmand og Søren Sørøver driver økologisk landbrug. På gården er der vinhus og bryghus, og der afholdes jævnligt spændende kulturelle events.
Landlig idyl
Ved landsbyen Amstrup ligger en idyllisk gård med egen økologisk produktion og salg af en række produkter. På den 28 ha store grund er der foruden vinmark og æbleplantage også køkkenhave og drivhus. Der er også et stort dyrehold med blandt andet skotsk højlandskvæg, får, lam, mufloner, geder, grise, høns og kaniner, som er med til at sætte en hyggelig ramme for gårdens mange aktiviteter.
Salg af lokale kvalitetsprodukter
På gården produceres et væld af produkter som æblecider, mousserende vine, øl, æbleakvavit, portvin, rødvin, grappa, grøntsager, frugter og bær.
Alle produktionerne er små, alle er håndlavede og alle hjemmelavede.
Du har mulighed for at købe en række af Brandbygegaard's produkter på deres webshop. Du vælger selv om du vil å varerne bragt til døren eller afhente dem hos gården.
Arrangementer på gården
I løbet af året arrangeres en række kulturarrangementer på Brandbygegaard. Til begivenhederne sælges gårdens drikkevarer ofte sammen med mad lavet af råvarerne skabt på stedet.
Til de åbne arrangementer er der mulighed for at gå en tur i vinmarken, studere køkkenhaven, de mange æbletræer og hilse på gårdens dyr. Der er lavet særlige skilte, du kan følge, hvor du kan læse om livet på gården og alle dens beboere.
Læs om kommende events på Brandbygegårds Facebook-side eller forhør dig om mulighederne for at få en rundvisning/foredrag i vinmark, køkkenhave og drivhus – med eller uden servering/vinsmagning (kun for større grupper).