©  Foto:

Bygholm Sø MTB-spor

Bygholm Sø og Åbjergskoven i Horsens er scenen for et af områdets bedste MTB-spor. Det 12 kilometer lange spor gennem smuk natur byder på udfordringer for både begyndere og øvede.

Bynært spor for begyndere og øvede

Bygholm Sø har i mange år været horsensianernes foretrukne udflugtsmål til vandring, løb, ridning og mountainbike. Her kan du møde mange hundeluftere og motionister med god grund – for naturen er noget særligt.

Områdets MTB-spor er blevet udvidet og forbedret med en øget underholdningsgrad til følge. Sporet er lige godt 12 kilometer langt og går hele vejen rundt om søen. Det består af en blå hovedrute, der er ganske begyndervenlig og uden for mange højdemeter. Derudover er der et blåt tillægsspor og nogle røde sløjfer, der er mere teknisk krævende.

 

Ude på sporet

Der er adskillige parkeringspladser rundt om søen, hvorfra man kan tilgå og starte turen rundt om søen. Vær dog opmærksom på, at sporet er ensrettet – der skal cykles med uret.

Et oplagt sted at starte turen er ved den offentlige parkeringsplads på Åbjergskovvej, tæt på Schüttesvej. Herfra går turen gennem den dybe del af Åbjergskoven på sydsiden af søen. På denne del af ruten kommer du gennem meget flot og varieret natur på et naturligt underlag. Dette stykke er ikke voldsomt krævende eller kuperet.

På nordsiden af søen er det mere kuperet, og der er flere udfordringer. Du kommer forbi en teknikbane, og herfra er det muligt at tage en tur rundt i en nedlagt grusgrav, som er lidt mere teknisk krævende. Grusgraven kan fungere som selvstændigt spor med en blå hovedrute og en rød sløjfe af mere krævende karakter.

Det sidste stykke på nordsiden byder på nogle underholdende sektioner med godt flow og høj fart.  

 

Perfekt for begyndere

Du kan sagtens tage familie og venner med, som ikke har forudgående kendskab til mountainbike. Ruten er ret begyndervenlig – det blå hovedspor kan alle være med på. Det er et godt sted at lade børn prøve mountainbike for første gang. Ikke dermed sagt at sporet er kedeligt for andre – det er det slet ikke. Trods de manglende højdemeter skal der arbejdes for at holde cyklen i gang. Og på de røde sløjfer er der rig mulighed for at udfordre sig selv og få god fart i cyklen – ikke mindst i grusgraven.