Cykelture ved Odder
Udforsk det skønne landlige cykelterræn omkring Odder på disse turforslag, som viser forskellige sider af områdets varierede natur. Turene er rundture af overskuelige distancer, så du ender ved tilbage ved parkeringspladsen ved turens afslutning.
Fjordturen – 18,4 km
Denne tur går nordøst om Odder by og fører dig rundt om Norsminde Fjord. Parkér ved Havnen i Norsminde og nyd det hyggelige havnemiljø. Undervejs kommer du langs kysten i ferielandet til Rude Strand, gennem Odder Ådal og nord om fjorden, hvor der er en flot udsigt fra bakkedragene.
Landsbyturen – 42 km
Oplev det fredelige og stærkt landbrugsprægede område syd for Odder by på denne rute, der tager dig til Gylling, Lerdrup, Amstrup, Aalstrup, Falling og Ørting. Turen slår også forbi halvøen Gyllingnæs og tager dig til den idylliske ø Alrø. Parker eventuelt ved dæmningen til Alrø eller for enden af øen ved færgelejet.
Moseturen – 22,5 km
Denne tur sydvest om Odder har taget sit navn efter Randlev og Ørting Mose, der byder på karakteristisk natur og hyggelige, idylliske huse. Vest for moserne passerer ruten gennem et prægtigt herregårdslandskab ved Åkjær Gods, Rathlousdal og gennem Odder Golfklubs arealer. Fra Rathlousdal fører en smuk, fredet lindealle ind til Odder by.
Kirke- og historieturen – 21,5 km
Denne tur går sydøst om Odder mod Hou. Undervejs kommer du gennem flere hyggelige landsbyer, blandt andet Randlev, Gosmer og Søby, med flotte kirker. Desuden passeres flere interessante fortidslevn på vejen. Du passerer blandt andet nært forbi Bjørnkær Voldsted, jættestuen i Ravnskoven og Skålstenen i Fensten Sønderskov.
Højdeturen – 16,9 km
Den mest kuperede og krævende af turene er denne, som går nordvest om Odder by. Turen starter i den gamle del af Odder by og passerer Stampmøllen og den nye bydel ved Bendixminde ved Snærild Ådal. Herfra går turen opad til et plateau nord for byen. Omkring Tvenstrup har du en fremragende udsigt over Odderkysten, inden turen igen går tilbage mod byen.
Naturturen – 20 km
Denne tur er en rundtur i den smukke natur omkring Sondrup sydvest for Odder. Fra Hundslund går ruten mod syd til et af områdets flotteste udsigtspunkter, Trustrup Udsigtshøje, og videre til Sondrup Strand ved Horsens Fjord. Turen fører gennem det kuperede område ved Sondrup Bakker og Uldrup Bakker. Her er der gode muligheder for at kombinere med en vandring i de smukke skove. Turen fortsætter mod nord langs Åkær Å og forbi Åkjær Gods.
Se ruterne på digitalt kort
Turene er ikke skiltede, men er angivet på informationstavler i området. Du kan følge ruterne via dette digitale kort.