©  Foto:

Dyrekærhuset

Charmen er til at få øje på ved Dyrekærhuset nordøst for Horsens. Her i det bølgende bakkelandskab er det let at komme helt ned i gear. Du har mulighed for at overnatte i en familievenlig ferielejlighed, en fin lille og veludstyret bjælkehytte eller i en unik shelter med glastag. 

Stemningsfuld overnatning i fredfyldt natur

Det bliver ikke meget mere romantisk og eskapistisk end denne private overnatningsmulighed i det kuperede landskab mellem Tvingstrup og Haldrup. Ferielejligheden i Dyrekærhuset er rummelig og byder på en hyggelig atmosfære, hvor hele familien kan samles. Den hvidmalede træhytte er smagfuldt indrettet i lyse farver, og du har alle de remedier og faciliteter, som skal til for at du får en mindeværdig oplevelse. I stedets shelter kan du overnatte lige i skovkanten med adgang til husets skønne udendørs faciliteter. 

 

Dyrkærhusets ferielejlighed – ideel for familier  

I Dyrekærhusets ferielejlighed finder du en charmerende og veludstyret ramme for din ferie. Her kan hele familien samles i stuen, slappe af i værelserne eller lege i aktivitetsgangen, der byder på alt fra bobspil til Lego. Med plads til 6 personer og mulighed for ekstra senge, er der masser af plads til både børn og voksne.

 

Lille hytte – stor oplevelse

I bjælkehytten er hyggen i højsædet og man kommer hinanden ved. Hytten er velindrettet, så man får optimal brug af de få kvadratmeter. I soveværelset er der dobbeltseng og en køjeseng over, så der er i alt tre sengepladser.

Der er også opholdsstue med en stor, behagelig sovesofa og TV til underholdningen, samt et lille spisebord.

Madlavningen kan klares fra udekøkkenet, og der er adgang til badeværelse.

 

Shelter med glastag

Du har mulighed for at overnatte i det fri med kig til stjernerne i Dyrekærhusets unikke shelter, som ligger i udkanten af Dyrekærskoven. Shelteren har plads til 6 personer. Som overnattende har du adgang til udekøkken, toilet og bad.

Du skal selv medbringe underlag og sovepose eller lignende. 

 

Skøn natur uden for døren

Dyrekærhuset ligger ganske naturskønt som en lille, hemmelig og grøn oase i et ellers kuperet marklandskab. På den store grund er der masser af plads til udfoldelse for børnene. Der er trampolin, basketball, fodboldmål, gynge, legetøj, en minilandsby med legehuse, spabad og sågar en svævebane fra Dyrkærskoven. 

Ganske tæt på Dyrekærhuset ligger gravhøjen Tremhøj i 100 meters højde. Ved Tremhøj ligger et arkæologisk museum, og lige i nærheden finder du også herregården Serridslevgaard, besøgshaven Den Kreative Have og Børnebondegården.

Fra Dyrekærhuset kan du vandre til et udsigtspunkt med en smuk udsigt over Horsens Fjord, der ligger få kilometer væk. Ikke langt herfra møder du den populære rute rundt om Horsens Fjord og Banestien Odder-Horsens. Dyrekærhuset fungerer derfor glimrende som overnatningssted midt på ruten.

Fra Dyrekærhuset er der syv kilometer til Blå-Flag stranden Husodde og 10 til Horsens Centrum. Horsens kan du komme til via en skøn gåtur gennem vildtreservatet Nørrestrand.

 

Dette får du også

Morgenmad kan tilkøbes, og der er også mulighed for at bestille frokost og aftensmad, så I kan fokusere på at nyde ferien.

Kaffe og the er gratis.

I lejligheden og bjælkehytten er der gratis WI-FI, TV2 Play og Netflix, så der også er mulighed for hyggelige filmaftner.

 

Book dit ophold

Via disse links kan du booke overnatning i enten ferielejligheden, bjælkehytten eller shelteren. Her kan du også få overblik over priser og tilgængelighed.  

Din betaling for ophold går til SUELL Fonden, der støtter vanskeligt stillede børn og unge, så de også kan komme på ferie.