Endelaves strande
Den skønne ferieø Endelave byder på 25 kilometer kystlinje med fine badestrande og rent badevand. Strandene ligger spredt rundt på hele øen, og du bør unde dig selv at nyde en dukkert i bølgen blå, når du besøger øen på en dagstur eller ferie.
Skønne strande på kaninernes ø
Vil du gerne nyde en dukkert i bølgen blå, er Endelave et godt sted at bade. Der er lavvandet hele vejen rundt om øen, hvilket gør Endelaves strande meget børnevenlige. Samtidig er der så meget kyst på den tyndt befolkede ø, at der ikke er et mylder af mennesker. Faktisk kan du nogle steder nærmest få stranden helt for dig selv.
Samtidig er det også småt med faciliteter omkring strandene. Der er ingen livreddertårne og iskiosker – det er bare dig og den storslåede natur.
Der er fire områder på Endelave, der er særligt velegnede til at bade ved:
Endelave Havn og badeanlæg
Vest for Endelaves havnemole finder du en ca. 1 km lang badestrand med udmærket badevand og en havbund, der hovedsageligt består af sand, men også har grus og sten.
Selve stranden er 5-10 meter bred og ligger nær flere indkøbsmuligheder.
Det er her ved havnen, at Endelave badeanlæg ligger. Nyåbnet i 2021, byder badeanlægget på et 80 m2 stort landdel med bænke- og opholdsområde, samt en L-formet gangbro ud i vandet i flere plateauer med hele 4 stiger.
Der er mulighed for at parkere i området foran Endelave Havn.
Søndermølle
På Endelaves sydside ligger en ca 500 meter lang badestrand med udmærket badevand og en havbund, der hovedsageligt består af sand, men også har grus og sten.
Selve stranden er 10-20 meter bred. Der er ikke en egentlig parkeringsplads i forbindelse med strande, men det er muligt at parkere i siden af vejen, for enden af vejen Søndermølle.
Øvre nord
På vestsiden af Endelaves nordspids, der ligger i det fredede naturområde Øvre, er der en ca. 1 km lang strand, der er god at bade ved. I vandkanten og ca. 50-100 meter ud i vandet består strandbunden af sand med spredte sten.
Selve stranden, der er 8-10 meter bred, består af et område med sand blandet med grus og sten.
Der er en adgangsvej til strandområdet via Kongevejen og vejen Øvre mod nord. Det er muligt at parkere i græsset, hvor vejen drejer mod øst. Herfra kan du gå 100 meter ad en trampesti til stranden.
Øvre syd
På østsiden af Endelave, i den sydlige ende af naturområdet Øvre, er der en ca. 1,5 kilometer lang badestrand.
I vandkanten og ca. 50-100 meter ud i vandet består strandbunden af sand med spredte sten.
Selve stranden, der er 10-20 meter bred, består af et område af sand blandet med grus og sten.
Der er en adgangsvej til strandområdet via Kongevejen og vejen Øvre mod øst. Det er muligt at parkere i græsset.
Find strandene på digitalt kort
På Kystlandets digitale kort kan du finde placeringen af strandene samt forslag til parkering.
Oplev Endelave
Skønne Endelave er et besøg værd for alle. Her kan du opleve autentisk, dansk østemning, fredet natur samt et væld af oplevelser. Slap af med et stjerneskud i den hyggelige landsby, begiv dig ud på tur rundt om øen til fods på Kaninoen eller lej en cykel og tøf rundt på de stille veje med udsigt til Kattegat.