GROFT
I Saksilds gamle mejeri kan du besøge dette spændende økologiske bageri med delikatesse og butik. Kig ind og prøv deres lækre surdejsbrød med hjemmekærnet smør, en af de mange fristende kager eller måske en sandwich to-go.
Økologisk bagværk og specialiteter i Saksild
Der er kommet nyt liv i Saksilds gamle mejeri. I de gamle lokaler, tæt på byens populære badestrand, har indehaverne Torben og Stine indrettet deres butik med bageri og delikatesse. Lokalerne er bevaret i deres autentiske, oprindelige og rustikke udtryk, hvilket passer perfekt ind i GROFT’s tankegang om at værne om de gamle madtraditioner og det gode håndværk. Samtidig med at man værner om traditionerne, fremstår butikken moderne med et udvalg af brød, delikatesser og specialiteter, som passer perfekt ind i tiden med fokus på økologi, naturlige lokale råvarer og omtanke for miljøet.
Lækkert brød så englene synger
GROFTs sortiment består bl.a. af særdeles velsmagende brød, boller, rugbrød og focaccia-stykker alle lavet på surdej. Derudover har de sprøde croissanter og søde kager.
På GROFTs hjemmeside kan du se et udvalg af deres bagværk og afgive en bestilling.
Kaffe, sandwich og tapas på farten
GROFT tilbyder desuden lækker kaffe, frisksmurte sandwiches og paninis, som er lige til at tage med til stranden, sommerhuset eller bare med hjem.
I delikatessen finder du blandt andet hjemmerørt hønsesalat, landpâte, sæsonens pesto/humus/mayo og i perioder også hjemmelavet saft og most. Tanken er, at det skal være muligt for dig at sammensætte en lækker tapas ud fra delikatesserne og GROFTs hjemmebagte brød.
Både brød og delikatesser er som minimum økologisk, så meget som muligt er lavet fra bunden og råvarer og produkter er nøje udvalgte.
Spændende produkter på hylderne
GROFT er meget mere end bare brød, og butikken har et varieret udvalg af produkter. På køl finder du et lille udvalg af oste, øl, vin, kombucha, saft og vand.
Sortimentet af specialiteter og andre spændende produkter inkluderer blandt andet økologisk mel, korn, tørrede bælgfrugter, kvalitets fiskekonserves, socialt ansvarlig honning, lækre viskestykker og luksuschokolade. Alle produkter er udvalgt med fokus på kvalitet, håndværk og miljøet.
Om Saksild
Saksild er en mindre landsby øst for Odder, som er mest kendt for at være hjemby for østkystens vel nok bedste badestrand, der ligger cirka en kilometer fra GROFT. Ved Saksild ligger et større sommerhusområde, butikker, spisesteder, ishuse, hele to minigolfbaner og mulighed for at leje udstyr til vandsportsaktiviteter.
Du kan læse mere om Saksild på denne side og finde inspiration til dit besøg.