©  Foto:

Hanstedholm

Lige nord for Horsens ligger dette socialpædagogiske øko-landbrug med egen produktion af friske og syltede grøntsager samt kød. Kigger du forbi har du mulighed for – afhængig af sæsonen -  at købe kartofler, løg og økologisk kvalitetskød fra frilandsgrise og limousine køer. Ved gårdens vejbod kan du også købe kryddersalt, syltetøj samt optændings- og pejsebrænde.

Et anderledes landbrug

Ved landsbyen Hansted nær Horsens ligger det økologiske landbrug Hanstedholm. Her produceres både et udvalg af grøntsager samt okse- og svinekød, der leveres til lokale spisesteder. Men Hanstedholm skiller sig alligevel ud fra andre lignende landbrug. Landbruget er nemlig en del af Horsens Kommunes beskæftigelsestilbud, hvor 35 udviklingshæmmede med psykiske og fysiske handicap i samarbejde med pædagogisk personale hjælper til med at passe dyrene, sylte grøntsager til vejboden, høste grøntsager eller mange andre vigtige funktioner, som er essentielle for driften af landbruget. I et beskæftigelsestilbud får man mulighed for at udvikle sine sociale relationer og blive en del af et fællesskab. 

 

Vejbod med friske, økologiske råvarer

Ved Hanstedholm finder du en vejbod, der året rundt sælger friske råvarer. Udvalget varierer naturligvis efter sæson, og du kan i løbet af året finde grøntsager som rabarber, rosenkål, grønkål, kartofler, løg, hvidløg, porrer, skorzonerrødder og knoldselleri. Til efteråret kan du desuden købe det perfekte græskar til halloween.

Foruden de friske grøntsager findes også et udvalg af andre produkter, heriblandt syltede grøntsager som løg, chili og tomater, marmelader og kryddersalt.

Hanstedholm har også dyrehold, og sælger eget økologisk kvalitetskød fra frilandsgrise samt jersey og limousine køer. Dyrene har med garanti levet et godt liv og er blevet passet og plejet af gårdens ansatte - og det kan smages.

Vejboden er åben året rundt, på nær korte ferier. Der kan betales med MobilePay eller kontant.

 

Hold øje med Facebook

Socailpædagogisk Øko Landbrug Hanstedholm’s Facebook-side kan du holde dig opdateret om livet på gården, samt se, hvad der sælges netop nu. Hanstedholms kødprodukter skal bestilles på forhånd. På Facebook kan du se, hvornår der kan bestilles kød.

 

En del af Kystlandets food map

Hanstedholm er en af mange lokale gårdbutikker og fødevareproducenter, som er en del af Kystlandets fødevarekort. Kortet er din guide til lokale produkter af høj kvalitet. Fra mejerier til røgerier og frugtplantager - i Kystlandet finder du hele spektret.