Hou Søsportcenter
Ved Hou Strand ligger 11 handicapvenligt indrettede feriehuse i første parket til den jyske østkyst. De rummelige huse er den perfekte base for kystferien ved Odderkysten for alle – uanset behov.
Sommerhusferie med gode faciliteter
På en større strandgrund ved Hou Strand, ligger disse 11 feriehuse i hyggelige omgivelser, skærmet fra liv og aktivitet på den fine badestrand. Herfra er du ganske tæt på byen, færgehavnen og Østjyllands store attraktioner.
Husene er 100 kvm store og har god plads til familien. De rummer alt, hvad du skal bruge på din ferie med fuldt udstyret køkken, vaskemaskine, tørretumbler og to store soveværelser med hvert deres badeværelse. Der er i alt 8 sovepladser i huset. Alle huse er udstyret med TV og gratis WiFI, brændeovn og en fin terrasse med havemøbler.
Husene ligger på en større strandgrund og falder fint ind i naturen, da der er mange store træer, som er med til at skabe en skovagtig stemning.
Opført med fokus på tilgængelighed
Alle skal have mulighed for at nyde en god ferie ved vandet, uanset behov. Derfor blev feriehusene og faciliteterne omkring, udviklet med henblik på at gøre dem tilgængelige for gangbesværede og kørestolsbrugere. Husene er store og rummelige med god plads til at komme rundt. Badeværelset har hjælpemidler og lift, mens køkkenbord og skabe kan hæves og sænkes. I hvert hus er der desuden to senge, som kan indstilles elektrisk, og alle gulve er naturligvis skridsikre
Udendørs er der asfalteret stisystem, som fører ned til en 150 meter lang badebro. Broen er opført så tilpas bred, at to kørestolsbrugere trygt kan passere hinanden. Broen er udstyret med kran og ramper. Her er der ligeledes handicapvenligt toilet og omklædning.
Kyststien ved Hou er udstyret med kørestolsvenlig belægning helt ind til havnen, som gør det muligt at komme ind til byen ad panorama-vejen.
Aktiviteter
Omkring husene findes både tennisbane, beachvolley og naturlegeplads, som kan benyttes af husenes gæster. Hou Søsportcenter er drevet af Egmont Højskolen, som ligeledes driver Danmarks mest tilgængelige svømmehal, Vandhalla. Vandhalla ligger få hundrede meter derfra, og byder blandt andet på en 90 meter lang vandrutsjebane med elevator.
Book dit ophold
Er du klar til et ophold med gode faciliteter nær strand og hav ved den jyske østkyst? Kontakt Hou Søsportcenter pr. telefon, mail eller ved udfyldelse af formularen på denne side for at forhøre dig om muligheden for en ferie eller et weekendophold i de rummelige feriehuse.
Om Hou
Den lille havneby Hou emmer af maritim havnestemning med en stor lystbådehavn og færgeafgange til Tunø og Samsø. Du kan læse mere om byen og finde inspiration til din tur til Hou i denne guide.