©  Foto:

Huusom's bageri & café

Midt i Brædstrup ligger denne bagerforretning. Men Huusom’s bageri & café er meget mere end klassisk dansk kvalitetsbagværk, morgenbrød og kager (som i øvrigt er ganske anbefalelsesværdige). Her er nemlig også en café med muligheden for at nyde en sandwich eller en god kop kaffe i hyggelige omgivelser. Du kan også få en god frokost to-go, når du skal ud at opleve Bakkelandets natur.

Ægte håndværksbager i Brædstrup

På Bredgade i Brædstrup ligger byens bagerbutik, ganske tæt på banetorvet, aktivitetsparken, Bryrupbanestien og byens andre oplevelser. For bagermester Erik Huusom er faglig stolthed et nøgleord. Alle brød og kager produceres fra bunden, og personalet lægger hjerte og sjæl i at sikre dig den bedst mulige smagsoplevelse.

 

Sæt dig til rette i caféen

Hos Huusom’s er hyggen i højsædet. En del af forretningen er indrettet som café, afskærmet fra butiksdelen, med sofaer og behagelige stole. Du er velkommen til at kigge ind og nyde en frisksmurt sandwich, en salat eller et stykke smørrebrød til frokost – eller en smurt bolle/rundstykke med en god kop baristakaffe eller friskpresset juice i hyggelige omgivelser.

I caféen er der plads til 16 siddende gæster, og det er også muligt at sidde udendørs i sommerperioden.

 

Frokost to-go

Brædstrup ligger tæt på et væld af skønne naturperler, og hos Huusom’s kan du hente frokosten til din udflugt. Det er muligt at bestille en madkurv til turen bestående af sandwich, vand/sodavand og kage – perfekt til en dagsudflugt eller vandretur. Ring gerne på forhånd – så er den klar, når du kommer.

Du kan købe sandwiches (også veganske), salater, smørrebrød, pålægsfirkanter, burgere (i weekenden), smurte boller og rundstykker samt et stort udvalg af små kage-tapas – perfekt til en hapser.

Hvor skal turen gå hen? På denne side kan du finde inspiration til oplevelser i Bakkelandet.

 

Om Brædstrup

Huusom’s ligger på Brædstrups centrale shopping-strøg. Den lille by mellem Horsens og Silkeborg er i de senere år blevet grundigt renoveret og forskønnet på imponerende vis. Her finder du spændende specialbutikker og spisesteder, grønne zoner, en badesø, en flot bypark og byhave.

En god måde at opleve byen på er med Skattejagten Brædstrup Rundt, hvor du blandt andet kommer forbi den nye aktivitetspark, en skovtrold i Ring Skov og ikke mindst Huusom’s.

På denne side kan du finde inspiration til andre oplevelser i Brædstrup.

 

En del af Kystlandets food map

Huusom's er en af mange lokale fødevareproducenter, som er en del af Kystlandets fødevarekort. Kortet er din guide til lokale produkter af høj kvalitet. Fra mejerier til røgerier og frugtplantager - i Kystlandet finder du hele spektret.