Industrimuseets legeplads
Ved Industrimuseet nær Horsens Centrum ligger denne nye legeplads, som på en gang er supersjov og lærerig med mange referencer til byens spændende historie som industriby. Og så er det ganske gratis at bruge legepladsen.
Historiens vingesus og sus i maven
Velkommen til en skøn legeplads i hjertet af Horsens nær havn og bymidte. Pladsen er bygget op med unikke legeredskaber, inspireret af byens store historie som industriby. Det store legetårn forestiller en gastank, her på grunden, hvor der tidligere var gasfabrik. Tårnet er stort nok til at det kan udforskes, og fra toppen i 7 meters højde er der en lang, sjov rutsjebane.
Et andet legetårn er formet som en dampmaskine, mens en vippe er formet som en Nimbus-motorcykel. Der er også gynger, forhindringsbane og meget mere.
Alle er velkomne
Det er gratis at benytte legepladsen Det er ikke nødvendigt at købe billet til Industrimuseet for at give den gas på legeredskaberne. Så tag vennerne eller familien med til en gang sjov og hygge på industrilegepladsen. Ved legepladsen ligger også Industrimuseets café, hvor der kan købes drikkevarer og kolde is. Alle er velkommen i caféen, som er åben indenfor museets åbningstider.
Kombiner med et museumsbesøg
Hvorfor ikke kigge indenfor i museet, når I nu alligevel er her. I museumsudstillingerne kan I lære meget mere om byens og Danmarks industrihistorie. Tag en dyst ved samlebåndet og se, hvem der er den hurtigste fabriksarbejder. Eller kig ind i børnenes knallertværksted, hvor familiens yngste kan prøve at samle en Puch Maxi-motor. Få et spændende indblik i gamle arbejderboliger fra forskellige årtier, besøg gamle butikker eller få et indblik i den danske folkeskole gennem tiden. Her kan børnene se, hvordan livet var på bedsteforældrenes og forældrenes tid.
Det er gratis for alle under 18 at besøge Industrimuseet.
På skattejagt rundt om Horsens
På Skattejagten Horsens Rundt slår du vejen forbi Industrimuseets legeplads, på din vej rundt i byen. Tag turen rundt om Horsens og svar på spørgsmål undervejs. Svarer du rigtigt på alle spørgsmål kan du få en medalje som bevis for din bedrift.
Flere legepladser i Kystlandet
Nu skal I selvfølgelig besøge Industrimuseets legeplads! Men hvad med i morgen? På denne side kan I finde inspiration til jeres næste legeplads-udflugt i Horsens og omegn.