Juelsminde Havnefest
Når solen skinner og kalenderen siger sommer er der altid masser af stemning på havnen i feriebyen Juelsminde. Men stemningen topper suverænt i uge 28, hvor østkystens største havnefest løber af stablen. Kom og nyd god musik, tivoli og fest i teltene.
Sommerens lokale højdepunkt
Juelsminde Havnefest er en fast sommerbebuder i den skønne, maritime perle ved den jyske østkyst, Juelsminde. Området omkring havnen og Storstranden omdannes til en større festplads med tivoli, festtelte og koncerttelte. Flere af aktiviteterne er ganske gratis, mens koncerter med nogle af Danmarks mest kendte artister kræver køb af billet. Til havnefesten er der noget for enhver smag og for alle aldersgrupper. Så tag vennerne eller familien med til fest, events eller bare en slentretur gennem festivalpladsen, når I besøger byen.
Kulturoplevelser i Fregatten
Fregatten er stedet, hvor du kan opleve festivalens store hovednavne. Her kan du deltage i koncerter med nogle af Danmarks mest populære musikere.
I 2025 kan du blandt andet opleve:
Queen Machine
Magtens Korridorer
Lars Lilholt Band
Michael Falch og Zonen
Dodo and the Dodos
Shubidua 2.0
Benny Jamz
Der kan købes billetter til de ovenstående shows på Juelsminde Havnefests hjemmeside.
Andre events og oplevelser til festivalen
Hvert år arrangeres et væld af forskelligartede aktiviteter til Juelsminde Havnefest. Deltag for eksempel i herrefrokost, damefrokost, bankospil eller børneunderholdning. Midt på festivalpladsen kan du hygge dig i den stemningsfulde pop-up bodega Ølkassen.
Et af de store trækplastre er det store tivoli fra Herning Tivolipark med adrenalinfremkaldende forlystelser for både børn og voksne.
Altid i uge 28
Juelsminde Havnefest afholdes onsdag til søndag i uge 28 hvert år. Du kan se hele festivalens program på denne side.
Det hele afsluttes traditionen tro søndag med det årlige, farverige havnefest-optog gennem Juelsminde By.
Om Juelsminde
Den hyggelige ferie- og havneby Juelsminde er et besøg værd året rundt. Byens hjerte er den stemningsfulde lystbådehavn, som i 2022 blev kåret til årets havn. Byen har flere skønne spisesteder ved vandet, flere skønne strande og et blomstrende butiksliv.
Og det er altså ikke bare noget vi siger. For faktisk er byen også kåret til Danmarks hyggeligste sommerby i 2022.
Du kan finde mere inspiration til dit besøg i byen på denne side.