©  Foto:

Juelsminde Havnemuseum

Oplev historien om udviklingen af den maritime havneby Juelsminde fra et lille fiskerleje til færgeby til i dag at have en af Danmarks mest populære og stemningsfulde lystbådehavne. Kombiner dit besøg i byen med en lærerig og underholdende museumstur.

Udforsk den spændende lokalhistorie

Juelsminde er ikke en gammel by med en historie, som går mange hundrede år tilbage, men ikke desto mindre er fortællingen om byen vældig interessant. Med udgangspunkt i sin fordelagtige placering ved kysten, er byen bygget op omkring havnen, som har fungeret som byens hjerte siden sin spæde start.

Midt på den pulserende lystbådehavn, i den gamle havnesmedie, finder du Juelsminde Havnemuseum. Den indbydende museumsudstilling fortæller historien om havnen og dens forskellige erhverv og aktiviteter gennem tiden. Ved hjælp af maritime remedier og digital såvel som fysisk formidling kan du blive klogere på den havn som du befinder dig på.

 

Tag på virtuel sejltur i Juelsminde

En af de mest populære oplevelser på havnemuseet er den realistiske skibssimulator. Hop ind i det installerede styrehus med et virtuelt skibsmiljø og afprøv dine maritime evner under vidt forskellige forhold. Sejlads i blæst eller storm, havnemanøvre med lodsbåd, eller prøv kræfter med et større skib, som f.eks. en færge eller et containerskib. Men vær varsom. Er du ikke helt så søstærk, som du selv tror, så kan du godt blive lidt søsyg, når du står ved roret i styrehuset med kuling fra sydvest.

 

Med jernbanen eller færgen til Juelsminde

I dag må du tage bilen eller bussen, hvis du skal til Juelsminde, men tidligere har det været muligt at komme til byen med tog eller færge. Da jernbanen Horsens-Juelsminde kom til byen satte det gang i Juelsmindes udvikling. På havnemuseet kan du se en minimodel af den sidste strækning af banen, som blev nedlagt i 1957. Modellen giver et nøjagtigt overblik over havneområdets udseende, da banen stadig var aktiv.

Juelsminde har også stolte traditioner som færgehavn og har tidligere haft afgange til både Kalundborg på Sjælland og Bogense på Fyn. På museet kan du lære mere om færgerne og deres betydning for byen.

 

Fest på røgepladsen

Juelsminde Havnemuseum er jævnligt værter for de charmerende og populære røgedage med røget makrel, øl og musik ved den gamle røgeplads ved siden af museet, som altid tiltrækker mange lokale og turister. På havnemuseets hjemmeside kan du få overblik over kommende begivenheder.

 

Åbningstider og priser

De aktuelle åbningstider og priser kan altid findes på havnemuseets hjemmeside. Det er ganske billigt at besøge museet og få et unikt indblik i alt fra Fregatten Jyllands tid i Juelsminde til de maritime erhverv, der har præget byen gennem tiden.