Koutrupgård Shelterplads
I smuk natur, nær populære naturattraktioner som Gudenåens udspring og Rørbæk Sø, ligger denne skønne shelterplads med tre shelters. Det er gratis at overnatte på pladsen.
Shelterplads ved det store vandskel
Denne shelterplads giver mulighed for primitiv overnatning i et ganske særligt naturområde med flere af landets store naturattraktioner lige i nærheden. Cirka 1 kilometer fra pladsen finder du udspringet af Danmarks to største vandløb, Gudenåen og Skjernåen, som er en del af Danmarks Naturkanon. Ved Gudenåens udspring finder du også starten på GudenåStien samt resterne af Danmarks første vandland. Fra pladsen er der også kun 200 meter til Hærvejen samt 2 kilometer til Tinnet Krat og Rørbæk Sø. Det er med andre ord en suveræn base for naturoplevelser.
Om shelterpladsen
Shelterpladsen ligger flot og fredeligt nær Naturcenter Koutrupgård. Pladsen består af tre shelters, et bålsted samt et multtoilet. Pladsen er skærmet godt af for vind og vejr af en bakke på tre sider. Husk at medbringe toiletpapir og håndsprit. Det er tilladt at sanke i brænde i skovbunden, men medbring eventuelt selv, hvis du vil være sikker på tørt brænde. Der er adgang til vand og offentlige toiletter hos Naturcenter Koutrupgård.
Booking
Det er tilladt for alle at overnatte på pladsen, hvis den ikke er booket på forhånd. Booking er forbeholdt foreninger og større grupper. Udover dette, er det først-til-mølle-princippet, som er gældende. Der skal gøres plads til andre, hvis shelteren ikke er fyldt. Der er plads til 8 personer i hver shelter.