Kystfiskeri på nordsiden af Vejle Fjord
Vejle Fjord er den fjord i Danmark med den største koncentration af havørred og fjordørred. Langs den betagende, skovklædte nordkyst er der flere interessante fiskespots, hvor chancen for fangst af de store krabater er særlig stor.
De store havørreders fjord
Grundet Vejle Å, som har en meget stor havørredstamme, er Vejle Fjord den danske fjord med størst koncentration af havørreder. I perioder kan fiskeriet være ekstraordinært godt. I andre perioder er det som om havørrederne gemmer sig lidt for fiskerne. På trods af dens lidt ustabile karakter, er det absolut anbefalelsesværdigt at give fiskeri ved Vejle Fjord en chance.
Fiskeri ved Rosenvold
Rosenvold er en lille pynt, hvor der er en badestrand, en lille lystbådehavn og en campingplads. Pladsen er en rigtig god helårsplads, hvor der kan fiskes hele vejen rundt om pynten. Bunden er meget varieret med markante revler og badekar, hvor ørrederne tit kommer ind til land. De bedste vilkår får man ved lav vandstand, hvor revlefiskeriet er særligt godt.
Fiskeri skal foregå øst for Rosenvold Havn grundet fredning ved Rosenvold Å. Der kan parkeres gratis ved havnen.
Fiskeri ved Stenhøj Strand/Staksrode Skov
Stenhøj Strand ligger neden for de dramatiske skrænter ved Staksrode Skov. Her får man en stor og fredelig naturoplevelse, omgivet af væltede træer fra skrænterne. Stenhøj har interessante bundforhold, der er guf for havørreder med leopardbund, badekar, tangbuske og større sten. Dette besværliggør vadning, men giver stor variation i fiskeriet samt optimale fangstchancer for havørred året rundt. I sæson er der desuden rigtig fine chancer for fangst af hornfisk og makrel.
Stenhøj Strand er en spændende plads, der er et besøg værd. Den er samtidig ret fredelig og er ikke overrendt af andre fiskere.
Parkering ved p-pladsen i skoven for enden af Staksrodevej. Herfra venter en zigzag-tur ned ad trapperne ved de stejle skrænter. Det kan bestemt anbefales at gå en tur på de skiltede ruter i skoven inden turen går hjem.
Fiskeri ved Daugård Strand
Daugård Strand er en populær badestrand, som i sommerperioden vil være fyldt med badegæster ved godt vejr. Badegæsterne fordeler sig dog over et meget smalt område, og der er rig mulighed for at fiske både øst og vest for badestranden. Bunden ved Daugård Strand veksler meget, og du kan både støde på fint sand, men også sten, tangbælter og revler. Pladsen byder på ganske godt vinterfiskeri ved revlerne. Generelt er pladsen bedst, når vinden kommer fra syd eller vest. Øst for stranden er der rigtig godt fiskevand, men vær opmærksom på fredningen ved Rohden Å, der gør, at du kun må bevæge dig 300 meter mod øst på stranden. Mod vest kommer der en fredning 1 kilometer fra stranden. På dette stræk er der også rigtig fint havørredvand.
Fiskeri ved Træskohage
Det æstetisk smukke Træskohage Fyr ligger på en lille pynt for enden af en af Hotel Vejlefjords historiske kurveje. Turen derud kræver en kilometers smuk vandring fra hotellet, men du bliver belønnet med rigtig godt fiskevand fra revet og over lavt vand. Vandstanden er ofte meget lav, men lad dig ikke snyde. Der er nemlig rigelig med føde for de store havørreder, som kommer herind i jagten på det næste måltid. Bunden byder samtidig på en del skjulesteder for disse.
Fiskeri ved Bjørnsknude
Vejle Fjord slutter på nordsiden med den markante tange Bjørnsknude i Juelsminde, som er en meget populær fiskeplads. Du kan læse mere om fiskepladsen ved Bjørnsknude på denne side.
Andre fiskespots i området