Møllebo Antik
Besøg Østjyllands største antikvitetsforhandler ved Sondrup, hvor indehaveren igennem en levealder har samlet en masse skønne gamle sager op. I butikken kan du kigge omkring i nogle af samlingens perler og beundre indehaverens egne håndlavede møbler.
Et kæmpe paradis for antikviteter midt i naturen
I det kuperede landskab nord for Horsens Fjord ved Sondrup Bakker ligger en bemærkelsesværdig butik. Møllebo Antiks historie går helt tilbage til 1965 – næsten 60 års ekspertise og passion for håndværk og gamle traditioner ligger til grund for den store antikvitetsforhandler. Indehaveren Erling Larsen er møbelsnedker gennem mange år og værner om de gamle metoder og traditioner.
Ifølge eget udsagn har Erling møbler og antikviteter til 100 hjem. Når du besøger de 2000 kvm lager, butik og værksted, kan du kigge omkring i de mange gamle kvalitetssager, som hver især er rige på charme og sjæl. Mange af genstandene kommer fra lokalområdet og har deres egen særlige historie, som ejeren gerne deler med stor indsigt og fortælleglæde.
Restaurering af gammelt guld
Ejeren af Møllebo Antik har brugt de sidste 40 år på at mestre forskellige teknikker indenfor snedkerfaget. Han har stor erfaring indenfor restaurering og reparation af træmøbler og designermøbler. Mange af møblerne i butikken har Erling selv restaureret. Du er også velkommen til at kigge omkring på lageret, hvor du kan finde mange gamle møbler, som trænger til en kærlig hånd. Han står klar til at give møblerne nyt liv, så de kan pryde dit hjem i smukkeste stand.
Du er også velkommen til at tage dine gamle, slidte møbler med – Møllebo Antik kan bestilles til at restaurere dem.
Få lavet dit eget unikke håndlavede møbel
Kunne du tænke dig et smukt, håndlavet unika-møbel? Så kontakt Erling, der gerne tager imod bestillinger fra private. Han står klar til at skræddersy en løsning, baseret på dine ønsker og behov samt hans ekspertise. Ingen opgave er for stor eller lille. Han elsker udfordringer og anderledes opgaver.
Kombiner med en tur i det grønne
Møllebo Antik har en fantastisk placering i det kuperede terræn nord for Horsens Fjord. Ganske kort herfra ligger Trustrup Udsigtshøje med en smuk udsigt over fjorden. Det samme gør et af regionens flotteste skovområder, Sondrup Plantage, hvor der er flere vandrestier rundt i skoven. I kan også slutte af med at tage ned til Sondrup Strand og tage en dukkert fra badebroen.
Hvis I er mere til små landlige specialbutikker så kig forbi det økologiske landbrug Brandbygegaard, der blandt andet har eget vinhus med lækre kvalitetsvine.