©  Foto:

Odder Museum

Bliv klogere på Odder-egnens historie på dette spændende kulturhistoriske lokalmuseum. Gennem forskelligartede udstillinger får du indblik i lokalhistorien fra oldtid og frem til i dag.

Unikt lokalmuseum

Odder-området er en historisk rig, landbrugspræget egn, der gemmer på mange spændende historier. Centralt i Odder ligger byens museum, der fremviser historien gennem udstillinger om de hverv, aktiviteter og levevis, der har gjort området til det du ser i dag. Museet råder over tre historiske bygninger samt en moderne udstillingsbygning. Det første du bliver mødt af, når du besøger museet, er den store møllebygning. Lad dig ikke snyde af de kolde ydermure, for så snart du træder ind over dørtærsklen til Vand- og Dampmøllens hjerte, føles det som at bevæge sig ind i en tidslomme. Møllen fra 1883 lukkede i 1953 og fremstår i dag som da produktionen stoppede. Tag dig god tid, når du bevæger dig rundt på de tre etager i møllen, og lad dig imponere af den teknik vores forfædre brugte til at producere mel til området. 

Når du er færdig i møllen, skal du udforske resten af museet. Her gemmer sig historier fra den gamle møller, Danmarks største samling af jagtudstyr og spændende haver. Og så kan du se det enestående Bjørnkær-sæt - et destillationsapparat fra 1300-tallet, der blev fundet ved udgravning af det nærliggende Bjørnkærs ruiner

 

Hold øje med den aktuelle særudstilling

Odder Museum afholder skiftende særudstillinger med interessante kulturhistoriske temaer. Hvert år kan du opleve en ny, stor særudstilling. Odder Museum har desuden en lang tradition for at samarbejde med og udstille anerkendte lokale kunstnere. 

 

Nyd din kaffe på det grønne græsareal

Du finder ikke et mere idyllisk sted end det grønne areal ved Odder Museum. Køb en kop kaffe og et stykke kringle fra caféen og slap af, mens børn og barnlige sjæle leger ved søens bred og undersøger livet i søen.

 

Aktiviteter og guidede ture fra Odder Museum

Hvert år arrangerer Odder Museum et væld af spændende aktiviteter og begivenheder. Du kan opleve alt fra foredrag til aktiviteter for børn og guidede vandringer. Derfor vil en stor del af aktiviteterne foregår udenfor museets fire vægge. På guidede ture kommer du ud i naturen - derud hvor historiens spor er synlige i landskabet. Det kan foregå til lands som for eksempel vandre- eller cykelture, eller til vands med museets kajakker.

Du kan se kommende events og aktiviteter hos Odder Museum på denne side.

Odder Museum er en afdeling under Moesgård Museum.