Økologiens Have
Tag familien med en tur i det grønne til et besøg på Skandinaviens største økologiske besøgshave. Oplev biodiversiteten og de mange fine haveanlæg, tag en snak med havens mange søde dyr og lad børnene give den gas på legepladserne.
Et herligt fristed for hele familien
I udkanten af Odder by ligger denne besøgshave, som er et stort hit blandt børn og have/naturglade voksne. Sæt god tid af til besøget, for der er masser at opleve på det 20 tønder land store anlæg. Der er i alt 14 forskellige emnehaver samt flere forskellige faciliteter for børn, café og butik. Alt sammen med fokus på økologi og biodiversitet.
De mange haver
Spredt rundt i Økologiens Have ligger forskellige haver, der hver især byder på forskellige oplevelser, dufte og indtryk.
I urtehaven vokser 200 forskellige planter i et væld af farver og dufte. Urtehaven er inddelt i tre områder med henholdsvis naturmedicin, tidligere anvendte urter og homøopatiske urter. Du kan lære om urternes anvendelse via information på stedet.
Kig også ind i frugt- og vinhaven, der har mange kendte og mindre kendte frugttræer. Eller i køkkenhaven, hvor der er hele 34 bede med et væld af grøntsager. Eller parcelhushaven, hvor du kan finde inspiration til haven derhjemme.
Er du mere til ren natur, så kig forbi skovhaven, hvor der er en sø, birkelunden eller naturhaverne, hvor der skabes forskellige plantesamfund i diverse naturlige miljøer (eksempelvis steppehave, præriehave, sumphave og skyggehave).
For børn
I Økologiens Have er der mange søde dyr som gerne vil klappes og snakkes med. Her er både får, geder, ponyer, æsler, køer, grise, høns og fugle. Børn kan bruge timer på at skabe nye venner blandt havens mange dyr.
Ved markedspladsen ligger en stor overdækket halmlegeplads som børn elsker at hoppe rundt i. Og der er også en mere almindelig legeplads med sandkasse, legeudstyr osv.
Café, butik og plantesalg
Ved indgangen til Økologiens Have er der café og butik. I Caféen kan du købe is og kolde og varme økologiske drikkevarer. I weekender og skolernes ferie serveres der også hjemmebag og lette frokostretter.
Sammen med caféen ligger også en lille butik med salg af frø, urter, grøntsagsplanter, havebøger og redskaber.
Lige overfor caféen er desuden et væksthus, hvor der sælges planter, frø, krukker, buske m.m. Her kan du købe mange af planterne som du har set på din tur rundt i haven. Hvis du står og mangler eksempelvis sommerblomster, stauder, chili- eller jordbærplanter, så kig ind i butikken og find økologisk dyrkede planter til din egen have.
Åbningstider
På Økologiens Haves hjemmeside kan du se de aktuelle åbningstider samt entré pris. Her kan du også finde information om haven, få råd til din egen have i videnssektionen eller købe frø og andre produkter i webshoppen.