Østerhåb Kirke
Denne kirke i et parcelhuskvarter i Horsens skiller sig markant ud fra regionens øvrige kirker. Den er nemlig opført så sent som i 2011 – 800-900 år efter de fleste andre kirker. Arkitekturen, kirkerummet og interiør er derfor ganske unik.
Kystlandets yngste kirke
Østerhåb Kirke ligger i Torsted Sogn. Her har Torsted Kirke siden 1100-tallet været et samlingspunkt som områdets eneste kirke – altså lige indtil 2011. I en tid, hvor antallet af kirkegængere i Danmark er mere under pres end nogensinde før, og hvor der uhyre sjældent bygges nye kirker, valgte man at opføre Østerhåb Kirke. Og hvorfor så egentlig det?
Østerhåb Kirke ligger i bydelen Østerhåb. Den nyopførte bydel er skudt op med stor hast som et tydeligt bevis på den store befolkningstilvækst i byen. Hvert år vokser kommunen med et fircifret antal indbyggere, og det gør det nødvendigt at bygge nye kvarterer.
Østerhåb Kirke er fortællingen om en by i vækst – og fortællingen om et samfund, som stadig har behov for kirken som et samlingspunkt.
Om kirken
De fleste af Danmarks landsbykirker blev opført i perioden 1150-1250, og rummer en historierigdom, som kan gøre landets museer misundelige. At besøge Østerhåb Kirke er en helt anden oplevelse – og samtidig nøjagtig det samme.
Kirken, som er tegnet af arkitektfirmaet Fogh & Følner, har et moderne udseende, og udefra ligner den mere et nutidigt boligbyggeri end de romanske og gotiske kirker vi kender så godt fra landskabet. Tårn og skib er f.eks. smeltet sammen i én sammenhængende konstruktion med fladt zink-tag og firkantede vinduer.
Den hvidkalkede Østerhåb Kirke forsøger ikke at kopiere den klassiske jyske landsbykirke, men har dog stadig referencer til middelalderkirker med respekt for historien. Det gælder bl.a. den ydre ringmur, som er et kendetegn for områdets øvrige kirker.
Indvendigt fremstår kirkerummet lyst og indbydende med både sidelys og ovenlys. Prædikestol, døbefont og alter er bygget i beton. Alterudsmykningen, som er malet af John Kørner, er særdeles karakteristisk med et cedertræ malet på et 11 meter højt lærred. Set udefra ligner kirken en kube, og man få lidt samme fornemmelse inde i kirkerummet, som næsten er lige så højt som det er langt og bredt. Den store højde brydes smukt af moderne lamper med hvide, keramiske lampeskærme formet som fugle. Af andre moderne elementer kan nævnes det smukke grønne glas-krucifiks.
Det er en tankevækkende oplevelse at besøge Østerhåb Kirke, og man funderer helt naturligt over, hvad der egentlig gør en kirke til en kirke. Men stemningen og funktionen er den samme som i de gamle kirker, som har mange århundreder på bagen.
Det er ikke en historisk oplevelse at træde ind i kirken, men det sætter historien i relief gennem nutidig arkitektur og kunst.
Vil du besøge Østerhåb Kirke?
Østerhåb Kirke er åben for offentligheden tirsdag-fredag i perioden 9-15. Der kan dog være undtagelser i forbindelse med kirkelige handlinger.
Flere historiske attraktioner
Kystlandet byder på mange spændende historiske attraktioner. Fra oldtid til industrihistorie. Fra museer til bygningsværker og attraktioner i naturen. På denne side kan du finde inspiration til historisk interessante oplevelser nær Horsens, Odder og Juelsminde.