©  Foto:

Shelterplads ved Egebjerg Sø

Ved det smukke Hansted Skov nord for Horsens ligger denne shelterplads med fire shelters, som kan bookes i sommerhalvåret. Omgivet af å og sø, i bunden af en dal, er dette en mulighed for særlig naturskøn overnatning i det fri med gode muligheder for vandreture.

Bynær, naturskøn lejrplads

Ved denne shelterplads kan du vågne til lyden af den rislende Lille Hansted Å, mens skovklædte skråninger rejser sig omkring dig. I det skønne landskab omkring Hansted Skov og Egebjerg Sø ligger pladsen ganske anonymt placeret ved en spejderhytte. Shelters er dog offentligt tilgængelige og kan bookes af alle.

Der er i alt tre shelters, som kan bookes, som hver især har plads til seks personer. Det er muligt at booke alle shelters på én gang, hvis man er en større gruppe, som skal på tur. Der er også bålplads og borde/bænkesæt. Der er af og til brænde på pladsen.

Mindre end 300 meter væk ligger Egebjerg Sø, hvor der er parkeringsplads, toilet, vandpost og affaldsstativer. En grussti fører hen til søen.

 

Booking

Det er gratis at overnatte på pladsen. Vi anbefaler at booke shelter på forhånd. Har man booket på forhånd, har man 1. prioritet. Vær opmærksom på, at I ikke må afvise andre gæster, hvis der er plads til flere i shelters.

I kan booke shelter på denne side. 

 

Udforsk naturen

Shelterpladsen ligger langs en sti, der følger Lille Hansted Å mellem Hansted og Egebjerg Sø. Den flotte tur kan gøres til en rundtur ved at gå tilbage til søen via Vandmøllevej.

På den anden side af søen og parkeringspladsen starter den store og særdeles besøgsværdige Hansted Skov. Den kuperede skov byder på stejle bakker og dybe kløfter. Skoven er inddelt i forskellige sektioner med forskellige ejerforhold. Det gør den ret afvekslende.

Du kan læse mere om Hansted Skov på denne side.

 

Mere outdoor overnatning i Kystlandet

Området omkring Horsens byder på mange naturlejrpladser og andre overnatningsmuligheder for naturbrugere, som gerne vil overnatte i det fri.

Find inspiration til andre shelter- og teltpladser på denne side.