Skulptur-tur i Odder
Centralt i Odder er der flere spændende skulpturer og gavlmalerier, som kan sammensættes til en interessant rute for den kunstinteresserede. Ruten er en anderledes og tematisk måde at opleve Odder på.
Kunst i bybilledet i Odder
Odder er beriget med en hel del kunst i gadebilledet omkring centrum, som er med til at forskønne byen. Odder Kommunes Kunstudvalg har derfor lavet en folder og guide til byens kunstværker, som alle ligger indenfor kort gåafstand.
Værkerne på Skulptur-turen
1: Folkeparken: Erik Heide – Fuglefængeren (1969): Bemærkelsesværdigt og kunstnerisk interessant værk, som blev tildelt Kunstakademiets guldmedalje.
2: Folkeparken: Professor Villy Ørskov – 2 bronze- og 1 stenfigur (1970): Tre markante skulpturer, som blev nøje udvalgt til at matche rådhusets rustikke, arkitektoniske stil.
3: Odder Å ved Folkeparken: Frederik Sparvath (1983) Bronzeskulptur monteret på granit midt i Odder Å.
4: Odder Å ved Polititorvet: Steen Krarup Jensen. Denne stenskulptur forestiller et troldehoved, og fungerer samtidig som springvand, som spytter vand ud i Odder Å. Troldeskulpturen er vældig populær blandt børn.
5: Polititorvet: F.C. Stramboe – Kong Frederik VII. En folkekær byste af Frederik VII på en af byens mest centrale placeringer. Det er Odders ældste statue, opført i 1870’erne.
6: Folkeparken ved p-plads ved Aabygade: Torben Rasmussen & Søren Mikkelsen – Nordlys. Dette værk på muren illustrerer et længere forløb af Odder Å på en sort baggrund.
7: Rosensgade på bagsiden af Biffen Odder: Ole Grøn – På Cowboyrækkerne (2006). Smukt og farverigt maleri på bagsiden af byens biograf. Originalmaleriet hænger inde i biografen.
8: Torvet: Børge Jørgensen – Livets Port (1986). Smuk skulptur i rustfrit stål i springvandet på byens midtpunkt, Torvet. Skulpturens fundament er fra den nedrevne hovedbygning på den nærliggende herregård Rathlousdal.
9: Rosensgade ved Tværgade: Edgar Funck – Solstenen (1976). Stenskulptur af stiliseret menneskelignende skikkelse med maske.
10: Rosensgade ved Raupachsgade: Erik Nyholm – Strømmen. Stort kunstværk på gavl i keramik, som forestiller Odder Å.
11: Raupachsgade ved Rosensgade: Mogens Gissel – Gul Gavl. Smukt og farverigt gavlværk produceret af den landskendte Odder-kunstner. Værket viser sorte motiver på en markant gul baggrund.
12: Rosensgade ved Raupachsgade: Poul Pedersen – Skriften på væggen. Tredje gavlmaleri i samme kryds. Dette værk viser navnene på alle børn, som gik i børnehave i Odder i 1982 samt en række ord.
13: Ved Restaurant Skovbakken: Erik Nyholm – Blå Bobler. Fem keramiske bobler i græsset på bakken ved Restaurant Skovbakken.
14: Ved Restaurant Skovbakken: Steen Krarup – Frø i dag, rødder i morgen (1994). Skulptur, som forestiller et agern. Agernet er en reference til Odders byvåben.
15: Skovbakkeskolen: Buller Hermansen – Livstræet (2009). Smukt og imponerende keramisk værk af et træ med 13 forskellige fugle.
16: Skovbakkeskolen: Aage Bruun Jespersen – Bjørneunge. Stenskulptur af en lille bjørn, som er ganske populær blandt skolens børn.
17: Odder Museum: Anette Kappel Skovhus. Ved søen står denne bryllupsskulptur i rustfrit stål, hvorpå nygifte kan montere en kædelås som symbol på ægteskabets ubrydelige bånd.
18: Banegårdspladsen: Thomas Andersson – Mellemrejse, huskestenen og glemmestenen (2019). To sten foran banegården, hvorpå ligger en række bronzeobjekter som pung, bøger, kikkert, kamera m.m.
19: VitaPark: Ole Grøn – To på Tur. Stor rustik jerninstallation med motiver, der er karakteristiske for den lokale kunstner Ole Grøn. Dette er hovedværket af To på Tur, men faktisk står mindre dele af værket spredt rundt i kommunens byer. To på Tur kan i sig selv lægger op til, at man cykler rundt og ser alle værkerne. Læs mere om To på Tur på denne side.
20: Randlevvej ved VitaPark: Morten Nielsen – Manden med Lammet (1969). Skulptur af en ældre herre, som holder et lille lam i sin favn.
21: Kirkestien: Inge Hørup – Liv. Denne lokale kunstner er mest kendt som maler, men har her lavet et geometrisk værk af bøjede bronzerør med religiøse referencer til den nærliggende Odder Kirke.
22: Aalykkecentret: Erik Thommesen – Kvinde (1987). Interessant, tankevækkende og smukt udført bronzeskulptur, som ved første øjekast nok ikke ligner en kvinde eller for den sags skyld andet levende.
23: Odder Bibliotek: Ole Christensen – Organisme (1990). Stor og enkel stenskulptur, som kan lede tankerne hen på insekter, men også arm eller ben.
Flere kunstoplevelser i Kystlandet
Odder, Horsens og Juelsminde byder på flere store og små kunstoplevelser – fra gallerier til workshops, kunsthåndværkere og kunstmuseer. Har du mod på flere ture i kunstens tegn kan du følge Kystlandets Art Map – ellers kan du besøge denne side for andre kunstoplevelser i lokalområdet.
Andre oplevelser i Odder
Vil du kombinere kunstturen med et godt måltid mad, lidt shopping eller afslapning i det grønne? På denne side finder du inspiration til dit besøg i Odder.