©  Foto:

Sondrup Strand

Denne intime badestrand ligger idyllisk ned til Horsens Fjord midt i et smukt naturområde præget af skov og bakker. Stranden egner sig perfekt til en dukkert fra den lange badebro eller som rast på vandre- eller cykelturen i området.

Fjordens lille oase

På nordsiden af Horsens Fjord ligger et lille, gammelt fiskerleje i det kuperede, skovklædte landskab omkring Sondrup Bakker. Her finder du en lille badestrand i forbindelse med nogle ganske få sommerhuse. Stranden ligger særdeles fredeligt, langt fra veje med tung trafik og skærmet godt af fra omverdenen.

Du skal ikke forvente en overflod af faciliteter, åben iskiosk og lignende. Her er det fred, ro og naturen, der er tiltrækningen.

Der er en fin og stor parkeringsplads med toiletbygning og en trappe, som fører ned til stranden og den store badebro i træ, som indbyder til en svømmetur i fjordens fine badevand. Stranden i sig selv er hverken særligt bred eller med fint sand, så den er ikke oplagt til klassisk solbadning.

Fra badebroen kan man vandre et lille stykke hen til det gamle fiskerleje, hvor vejen slutter. Her er der bord/bænkesæt, hvor der er mulighed for at sidde og nyde en frokost.

Sondrup Strand ligger ikke langt fra Odderkystens karakteristiske, brede og kilometerlange sandstrande. Ikke desto mindre føles det som en anden verden, når man står på Sondrup Strand omgivet af skov, skrænter og med udsigt til fjordens øer.

 

Idyllisk landsbycharme

På vej ned til parkeringspladsen kører du gennem den lille landsby Sondrup Strand, som emmer af charme og landlig Morten Korch-stemning. For enden af vejen rammer du det lille fiskerleje. Her blev der drevet erhvervsfiskeri fra 1860-1960. Mange fiskerfamilier boede i små fiskerhuse, hvoraf flere af disse stadig står som oprindeligt og er med til at give stedet en særlig charme.

 

Den skønne natur

Området omkring Sondrup Strand er et populært udflugtsmål med flere naturattraktioner og hyggelige gårdbutikker. Området er særligt populært til vandring og cykling i det kuperede landskab. Både cykelruten og vandreruten rundt om Horsens Fjord kommer forbi Sondrup Strand, mens det også er muligt at gå flere skønne rundture. Det kan for eksempel anbefales at følge skiltene langs kysten i vestgående retning mod Brigsted. I kan også kombinere med en rundtur i det nærliggende Sondrup Plantage, som er blandt de smukkeste skovområder i Østjylland med høje bakker. Overvej også at kigge forbi Trustrup Udsigtshøje, som byder på en imponerende udsigt over fjorden.

Lige ved Sondrup Strand ligger Skablund Skov, som går helt ned til kysten. Her er der blandt andet en teltplads med bålsted og mulighed for fri teltning i hele skoven.

 

Smag på den autentiske, lokale charme

Nær Sondrup ligger en række spændende butikker og lokale fødevareproducenter. Besøg øko-landbruget Brandbygegaard, som sælger egen vinproduktion og flere egenproducerede produkter fra gården. Kig også ind hos hos Møllebo Antik, som er Østjyllands største antikforhandler.

 

En smuttur til Alrø

Når du står på Sondrup Strand, kigger du direkte over på øen Alrø. Alrø er forbundet med fastlandet via en dæmning et kort stykke øst for Sondrup. Øen er kendt for sine spændende spisesteder, og du kan blandt andet spise i en gammel grisestald, prøve bisonkød på en bisonfarm eller sætte tænderne i de landskendte kæmpetarteletter på Café Alrø.

Du kan læse meget mere om Alrø på denne side.