©  Foto:

Tinghuset Bistro & Vinbar

Helt centralt i Odder ligger dette indbydende spisested for alle – for børnefamilien, venneguppen eller for parret på romantisk middag. Her fusioneres det lækre og moderne med det folkelige og uformelle. Stedet fungerer samtidig som byens vinbar, og har et stort udvalg af vin, som kan nydes i afslappende rammer.

Lækre vine og god mad på politistationen

I uformelle og indbydende rammer ligger dette moderne spisested i Odder centrum. På Polititorvet har byens gamle politistation fået nyt liv som en folkelig, men lækker restaurant og vinbar. Her kan du kigge ind og få stillet sulten med servering både ude og inde til både frokost og aften. Du er også velkommen til at kigge ind med vennerne til et glas kold rose på terrassen eller en god rødvin, som kan nydes i baren eller i restaurantens hyggelige stuer. Uanset hvad, er Tinghuset en stemningsfuld og afslappende ramme, som egner sig til mange anledninger.

 

Meget mere end vand og brød

Tinghuset byder på et lille, men nøje udvalgt menukort, som dog har en ret stor variation. Til både frokost og aften kan du vælge mellem klassiske bistroretter som stjerneskud, pariserbøf, croque monsieur og salater. Til frokost kan du desuden købe frisklavet smørrebrød til priser, som er til at betale.

Til aften tryller kokkene i køkkenet og tilbyder en ny treretters månedsmenu med sæsonens friske råvarer. Du kan se den aktuelle månedsmenu på Tinghusets hjemmeside eller på deres Facebook-side.

Læg dertil et stort vinkort med vin i alle prisklasser, lækre øl og kolde alkoholfrie drikke.

 

Bordbestilling og åbningstider

Tinghuset holder åbent onsdag-lørdag i hver uge til både frokost og aften. Du kan se de nøjagtige åbningstider på restaurantens hjemmeside.

Vi anbefaler, at du bestiller bord på forhånd. Gå til denne side for bordbestilling.

 

Midt i Odder

Tinghuset ligger så centralt i Odder som det overhovedet er muligt, på Polititorvet, som er forbundet med byens gågade, Rosensgade. På det store, åbne torv er der flere spisesteder og butikker, og børn kan soppe i åen, hvor trolden vogter. Fra restauranten er der kun ganske kort vej til alle byens butikker og aktiviteter. Det er oplagt at kombinere et besøg i restauranten med en shoppingtur i det overraskende store udbud af specialbutikker.

På denne side kan du finde inspiration til oplevelser i Odder.

 

Perfekt til den private fest

Skal du holde fødselsdag, konfirmation eller middagsselskab for en større gruppe? Tinghuset har erfaring med afholdelse af fester i alle størrelser. Kontakt Tinghuset med jeres behov og hør, hvad der er muligt.