Troldeungerne Laura og Julian
Ved bystranden Langelinie og Horsens Marina står to trolde skabt af genbrugstræ af den kendte kunstner Thomas Dambo. Mellem sig holder de en balancebom som børn og barnlige sjæle kan prøve kræfter med.
Troldeungerne inviterer til leg
I 2015 skabte kunstneren Thomas Dambo trolden Troels, som blev placeret på den smukke og livlige bystrand Langelinie i Horsens. Troels blev hurtigt en populær fyr – faktisk i så høj grad, at han fik sig to børn – Laura og Julian. De tre trolde blev et tilløbsstykke, og mange ville gerne hilse på troldefamilien. Men ak – ligesom mennesker kan trolde blive gamle og slidte. Trolden Troels er her ikke mere, og Laura og Julian er i dag forældreløse.
Det har dog ikke påvirket deres humør – de holder hovedet højt og vil stadig gerne lege og hilse på børn og deres forældre. Mellem sig holder de en line, og de inviterer børn til at teste deres balanceevner på bommen.
En udsigt svær at matche
Der findes efterhånden mange trolde rundt i Danmark, men der er næppe mange, som kan prale med en udsigt magen til den som Laura og Julian står op til hver dag. Fra Langelinie har de nemlig et fantastisk vue over Horsens Fjord.
Langelinie er et rekreativt område i forlængelse af Horsens’ lystbådehavn. Her er der strand med badebro, og på græsarealet bag stranden er der sjove og afslappende møbler, legeredskaber, beachvolley-bane, petanquebane, fodboldmål, samt kiosk, toiletter og masser af events i sommerperioden. Langelinie er et livligt, urbant samlingspunkt, når solen er fremme.
Når du besøger Laura og Julian, bør du nyde omgivelserne og gå en tur langs den nye havnepromenade i Horsens. Og børnefamilier bør også kigge forbi Industrimuseets fine legeplads.
Sig også hej til Jensnej
Laura og Julian er ikke de eneste trolde i Kystlandet. I Ring Skov i Brædstrup står trolden Jensnej og holder et spejl over hovedet. Jensnej er placeret tæt på byens nye aktivitetspark med legeplads og tarzanbane, og Brædstrup er generelt en dagstur værd med en hyggelig bymidte med specialbutikker og spisesteder.
Flere oplevelser i Horsens
På denne side kan du finde inspiration til aktiviteter i Horsens.
På denne side kan du finde forslag til aktiviteter for børnefamilier i Kystlandet.