Vorsø
I Horsens Fjord ligger en fredet ø, hvor der er en ganske særlig natur. Der er kun offentlig adgang til øen i forbindelse med guidede ture, hvor du kan få et unikt indblik og høre spændende fortællinger om det rige dyre- og planteliv.
Hvor naturen passer sig selv
Kun få steder kan du opleve vild, utæmmet natur, som nærmest er urørt af mennesker. Sådan et sted er Øen Vorsø, der ligger ganske tæt på nordkysten i Horsens Fjord. Her har dyrene frit spil, og du kan opleve et langt rigere dyreliv end andre steder i naturen, hvor de må dele pladsen med mennesker.
Der findes sjældne planter og dyr, og faunaen ændrer sig hele tiden. Der er eksempelvis hele 50 ynglende fuglearter på øen – blandt andet havørn, fiskehejre og ikke mindst skarven, der i perioder har haft helt op til 5000 ynglende par på én gang. Udviklingen følges og registreres til brug for blandt andet fremtidig skovdrift i Danmark.
Øen har dog en enkelt menneskelig beboer. Naturvejleder Jens Gregersen bor på øen med sin familie, og det er hans opgave at registrere og observere udviklingen i bestand.
Find dine waders frem og tag på guidet tur
I sommerperioden afholder Odder Museum guidede ture til øen, som er åbne for tilmelding. Her står Jens Gregersen og Odder Museums naturvejleder Ole Sørensen for turene og guider dig rundt på øen med spændende fortællinger om dens historie, plante- og dyreliv.
Eneste adgangsvej til øen er via vadestedet ved Brigsted, hvor der også ligger en naturlejrplads. Her må du trave den cirka 1 kilometer lange tur gennem fjordens vand – så find dine waders eller badesko frem fra gemmerne. Afhængig af tidevand kan turen være mere eller mindre anstrengende, men det er en del af oplevelsen som man vil huske.
På Odder Museums hjemmeside kan du se, hvornår der afholdes ture og hvordan du tilmelder dig.
Book jeres egen tur
Større grupper kan at rette henvendelse til Jens Gregersen og forhøre sig om muligheden for at få en guidet tur til øen på tlf. +45 40856425.