Kulturoplevelser for børn
Gå på opdagelse i Kystlandets mange børnevenlige kulturtilbud og find en oplevelse, hele familien kan nyde sammen.
Kulturoplevelser i børnehøjde
Børneforestillinger på Horsens Ny Teater
Se magiske, sjove, sørgelige og syngende shows fra første række på Horsens Ny Teater, hvor mantraet er, at små sjæle også fortjener store kulturoplevelser.
Det Skjulte Stempel på Fængselsmuseet
Kast jer ud i gåder, morsekoder, mønstergenkendelse og mange andre fængslende opgaver, så I kan undslippe et liv i bag tremmer. Familieaktiviteten "Det Skjulte Stempel" er indlejret som en del af museets udstilling, så både store og små får en god oplevelse på det historiske tidligere statsfængsel i Horsens.
Trolden Jensnej
I Ring Skov ved Brædstrup er der blevet spottet en trold! Og der er endda taget billeder af ham! Tag familien med en tur i aktivitetsparken og se om I kan finde trolden i skoven, som siges at holde no...
Kulturstationen i Horsens
Dansende blomstervægge, tårne af Lego, trommesoloer, teater-pjat, ballettrin og fingermaling. Kulturstationen i Horsens er børnenes helt eget kulturhus, hvor fantasi og kreativitet kan få frit spil i husets mange værksteder, åbne workshops, forestillinger og gratis aktiviteter. Åbent hver weekend 10-15.
Genoplev de gode gamle dage på Glud Museum
Sæbekasseløb, keglespil, hvalknogler og utrolige fortællinger - det har aldrig været sjovere at lære om Danmarks landbrugshistorie! På Glud Museum mellem Horsens og Juelsminde kommer i 350 år tilbage i tiden og får historiens vingesus helt ind under huden. Her er børnevenligt, højt til loftet og masser af sjove aktiviteter for hele familien.
Et paradis for pilfingre - Industrimuseet i Horsens
Skil en Puch Maxi-motor ad og saml den igen, prøv at trykke jeres egne labels, gi' den gas i omstillingsboksen eller slå jer løs på den store nye legeplads. På Industrimuseet i Horsens har man perfektioneret kunsten at gøre dansk industrihistorie sjovt og vedkommende for store og små.
Stik til søs på Juelsminde Havnemusem
Kan du sejle et skib sikkert i havn? På Juelsminde Havnemuseum kobles marinebyens lokalhistorie med sjove aktiviteter og interaktive udstillingselementer - som den store skibssimulator, hvor enhver med en indre kaptajn, kan forsøge sig med en nervepirrende indsejling i Juelsminde havn.
Vær Vitus Bering for en dag
Se om du er hård nok til at overleve en hård vinter på en øde ø! På Horsens Museum kan du udover at se skeletter, sko fra middelalderen, skinnende sølvtøj og genstande fra 2. Verdenskrig også prøve børneaktiviteten "Strandet", der tager afsæt i den vilde historie om søfareren Vitus Bering.
Horsens Kunstmuseum
Glem alt om støvede malerier og hviske-tiske-stemning. På Horsens Kunstmuseum er holdningen, at kunst er til for at vække undring, begejstring og give anledning til samtale - også med de mindste. Her er børneområde med klippeklistre-værksted, interaktive udstillinger for pilfingre og masser af plads til at gå på opdagelse i de store sales skjulte skatte.
På skattejagt blandt Kystlandets kulturelle seværdigheder
Kombiner sightseeing med leg og læring på én af Kystlandets fire skattejagter i Odder, Horsens, Juelsminde og på Tunø. Det er gratis - og alle modige skattejægere præmieres med en skinnende guldmedalje som bevis på deres bedrifter.
Lad fantasien sejre på Horsens Bibliotek
På en regnvejrsdag er der næsten ikke noget bedre end at lune sig ved en god historie. Gå på jagt blandt reolerne på Horsens Bibliotek og find den bedste dino-bog, de mest episke eventyr og de flotteste tegneserier. Eller leg løs i børnehjørnet, prøv de nyeste computerspil, stik snuden ind til en koncert eller hyg med kreative sysler på bibliotekets værksted.