Kano tur på Gudenåen

Endagstur i kano på Gudenåen: Tørring-Åstedbro

Foto: Gert Skærlund

Kano på Gudenåen er en hyggelig aktivitet, som alle kan være med på. Gudenåens sydligste strækning fra Tørring er ganske begyndervenlig og byder på masser af sjove sving, hvor I kan træne jeres teknik. Turen går i fredelig natur gennem Danmarks største vådområde, Uldum Kær.

Hyggelig tur på Danmarks eneste flod

En perfekt distance for begyndere og småbørnsfamilier på dagstur er Tørring til Åstedbro. Det tager omkring 4-4,5 time at padle distancen. Med lidt større børn ombord, kan du måske tage strækningen Tørring-Gudenå Camping på 6-6,5 timer.

Her får du tips til, hvordan du kommer i gang og får en succesfuld dagsudflugt i kano.

Step 1: Book din(e) kano(er)

Det er ret let at leje kanoer til turen. Kontakt Tørring Kanoudlejning for at booke. De har styr på alt det praktiske. Og de afhenter sågar kanoen for dig i Åstedbro. 

Vi anbefaler, at du lejer din kano i god tid, hvis muligt. Der er nemlig loft på, hvor mange der må sejle på Gudenåen pr. dag - og årligt. Du risikerer derfor, at det ikke er muligt at leje en kano, hvis du er ude i sidste øjeblik. 

På den sydlige del af Gudenåen må der kun sejles fra 16. juni til 31. december - det er selvfølgelig gjort for at skåne et vigtigt naturområde.

Step 2: Afsted til Tørring

Tørring er et populært startsed til sejlads på Gudenåen. Det er her, at Gudenåen bliver bred nok til, at man kan sejle i kano på den. Ankommer I i bil, kan I parkere hos Tørring Kanoudlejning - og det er muligt at have bilen stående her, indtil sejladsen er overstået. Benytter I offentlig transport, kan I tage en bus fra enten Horsens eller Vejle. Find afgange via Rejseplanen.

I kan overveje at bestille en madpakke på forhånd hos Tørring Camping. Det ligger lige overfor kanoudlejningen, hvor turen starter. 

I må sejle på Gudenåen fra kl. 8 om morgenen til 18 om aftenen. Afgangstidspunkt afhænger selvfølgelig af, hvornår I regner med at være i Tørring, og om du skal tilbage til Tørring med Modstrømsbussen. Den har én daglig afgang - det vender vi tilbage til. 

 

Step 3: Hop i kanoen

Start med at henvende jer til personalet hos Tørring Kanoudlejning. De står klar til at klæde jer godt på, give tips og tricks og informere om sikkerhed og teknik. Har I ikke prøvet at sejle i kano før, så bare rolig. Dette sydligste stykke på førstedagen er smalt, roligt og med lavt vand, så I kan i god ro og mag blive bekvemme med kanoen. I sejler nu i nordgående retning. I de første timer kommer I gennem Uldum Kær, som er Danmarks største kærområde. Efter et par timer kommer I til området Verdens Ende (ja, det hedder det faktisk), hvor der er et kanoisætningssted på jeres venstre hånd. Her er det oplagt at holde første pause. I kan vælge at gå en tur og udforske den helt særlige og unikke natur i Uldum Kær. I så fald er det oplagt at holde frokost her. Alternativt kan I vente til Aale Teltplads, som kommer en times sejlads senere.

Der er ganske mange sving på dette stykke, og I kommer nok til at støde imod kanten nogle gange. Men bare rolig - kanoen er ret stabil, og I kan let bruge åren til at skubbe jer ud på ret kurs igen. Og så er det en ret sjov og god læring. 

Dagens sidste etape går til slutdestinationen Åstedbro. På dette stykke åbner Gudenåen sig lidt op og bliver bredere. Det passer med at I er blevet mere bekvemme med kanoen og kan få lidt mere frat på på dette stykke. 

Hele sejladsen fra Tørring til Åstedbro er 15 kilometer, hvilket er passende til en dagstur. Her kan de fleste være med. I kan eventuelt skiftes til at sidde forrest og bagerst i kanoen for på den måde at aflaste kroppen. Den forreste i kanoen agerer motor, mens den bagerste styrer.

I finder Åstedbro Teltplads på jeres venstre hånd lige efter at I sejler under en bro. 

Step 4: Tilbage til Tørring - eller bare hjem

Træk kanoen i land og efterlad den ved Åstedbro Teltplads. Kanoudlejeren afhenter kanoerne her, så spørg dem eventuelt, hvor de foretrækker, at I stiller dem. Under alle omstændigheder skal I trække dem så tilpas langt ind på græsset, at de ikke ligger i vejen for de næste kanofarende. 

I skolernes sommerferie samt alle weekender i august kan I få et gratis lift tilbage til Tørring med Modstrømsbussen. Den kører klokken 16:54 hver dag. I kan se busskiltet, hvis I går ud til vejen (Nørresnedevej 139-140). Da bussen kun har 1 daglig afgang, skal I selvfølgelig sørge for at tage afsted i god tid. Selve sejladsen tager cirka 4-4½ time, men I bør tage afsted relativt tidligt på formiddagen for at være på den sikre side. 

Alternativt kan I tage bus 116, der kører mellem Horsens og Herning med stop lige ved teltpladsen. 

 

Spørgsmål og svar om kanosejlads

Kurser og guidede ture med Outdoor Connection
Outdoor Connection

Vil du starte med et kanokursus?

For nogle kan det give tryghed at starte ud med at være i selskab med en kyndig og erfaren kanoekspert, første gang man sætter sig i kanoen. Outdoor Connection tilbyder kurser, ture og sjove aktiviteter i kano på Gudenåen. 

Aktiv i Kystlandet

Familie på kanotur ved klostermølle
I kano på Gudenåen
Familie ved Den Genfundne Bro
Oplevelser ved Gudenåen
I kajak på Horsens Fjord
Kajak på fjord, hav og å
Mand fisker i havet ved solopgang
Lystfiskeri i Østjylland
Vandrer på Husoddestien
Vandreruter i Østjylland
Kvinder cykler på elcykler på Den Genfundne Bro
Cykelferie